Om mig

Jeg hedder Anne-Grethe og har sammen med min mand, Freddy, haft spidshunde siden 1992.

De 2 første var en Karelsk Bjørnehund, ”Aja” og ½ år senere kom ”Tanak”, en Alaskan Malamute til. Hver for sig dejlige hunde, som vi stadig mindes med stor glæde. De løber nu omkring på de evige jagtmarker.

Det samme gør Togo (nr. 1) - også en Malamut, der ulykkeligvis blev kørt ned – kun 23 mdr. gammel.

De nulevende hunde, ”Sita”, ”Eluga” og Togo er i øvrigt årsag til køb af en Berlingo, en rummelig bil, hvor der godt kan være 3 store hunde + bagage/tagboks, når hele familien tager på ferie.

Med hunde i huset følge forpligtelser til at beskæftige hunden med noget fornuftigt, både fysisk og mentalt, så menneskets bedste ven bliver harmonisk at være sammen med.

De første valg faldt på lydighed, agility samt udstilling. Sjovt nok, men i længden måske ikke helt det, vi søgte.

Vi lyttede til andre gode hundefolk, der havde andre hundeinteresser, nemlig næse/sporarbejde. Det var sagen.

Faktisk var det så spændende, at vi i 1996 kom i ”mesterlære” et par år, dels på Sjælland og dels på Fyn. Ud over at lære principperne i sporarbejde, lærte jeg at lave sporliner af læder - noget jeg stadig laver på bestilling.

Spor er en herlig interesse. Hunden arbejder med sin medfødte sans, lugtesansen, og det eneste, den skal lære af os, er at følge den fært, vi lægger ud. Helt så simpelt er det måske ikke, men i hvert fald et fantastisk godt bud på hjernegymnastik til hunden – en god mental træning.

Interessen udviklede sig ud fra princippet ”lær selv/lær andre” til en 5 års periode, hvor vi tog til Fyn (Svendborg) 1 gang om måneden for at lære fra os til ejere af Karelsk Bjørnehund.

Interessen for denne race førte en anden aktivitet med sig, fra 1995-2004 var vi medarrangør af 1 årlig weekend for racen.

Min interesse for sporarbejde er stadig intakt. Siden år 2001 bruges energien nu i DKK, Kreds 6, hvor jeg er den ene af 2 instruktører.

Interessen for hundeuld kommer fra udstillinger. Her lærte jeg bl.a., hvordan en hund gøres klar til udstilling. Herunder børstning, hvor løs underuld børstes af.
Ulden blev smidt væk – eller fløj af sted med vinden.

Synd, tænkte jeg, ulden må da kunne genbruges !

Tænk hér på billeder fra Grønland og slædehundene, der ligger sammenrullet i sneen med halen sirligt lagt hen over snuden i temperaturer fra minus 30-50 grader. Kan en slædehund klare så høje frostgrader, takket være sin tykke, lanolinholdige underuld, kan vi mennesker vel også (gen)bruge hundeulden til at holde varmen med.

Tanken blev omsat til handling. Det er i årenes løb nogenlunde lykkedes at få hundeejerne til at samle underulden og giv den til mig/eller genbruge den selv.

Faktisk viste det sig, at mange hundeejere tidligere både havde gemt og strikket af hundeuld. Det var bare gået lidt af mode.

Nu var strikning blevet moderne igen – ikke mindst på grund af TV-serier, hvor hovedpersonen bar en smuk sweater – ”sådan én må jeg også eje”.

Her er hundeuld et fint alternativ til de traditionelle garner.

Ulden blev kartet og spundet og mange har siden kunnet varme sig i de bløde uldprodukter, lige fra pandebånd, halstørklæder til sweaters og plaider.

Og dette var historien om, hvordan jeg kom i gang med hundeuld.